…Der kommer de – de fire ryttere på hver sin hest. I hver sin farve. Den første hest er hvid, den næste ildrød, den tredje sort og den fjerde og sidste er gustengul. Jeg ser dem ride som i en drøm, og jeg forstår, hvem de er. De er de fire plager, der skal ramme os. Nederlaget, krigen, sulten og sygdommen. 

Sådan starter vores moderne fortolkning af Boccaccios mesterværk, der oprindeligt udspiller sig i 1348, hvor en gruppe unge flygter fra pesten, som er nået til deres hjemby Firenze. I deres skjul fortæller de hinanden historier. Vilde og voldsomme historier om kærlighed, utroskab og død, mens de skærmer sig mod farerne i verden udenfor.

Her er historier om en kvinde, der bliver begravet levende, gravid og alene i gravkammeret, men som genoplives af kærlighedens helende kraft. Og om en anden kvinde, der som straf for sin hovmodighed overfor den mand, der elsker hende, tvinges til at få ryggen brækket op og få flået sit kolde hjerte ud, der kastes for hundene, så de kan æde det. Gang på gang i lige så mange år som det antal måneder, hun har pint ham, der elsker hende.

En hyldest til fortællingens magiske kraft

De gamle eventyr fletter sig ind i en moderne rammefortælling om utroskab, sammenbragte familier, alderdomssvækkelse på plejehjemmet og en feberbrandert i en hytte i sneen.

Forestillingen er en undersøgelse af forelskelsens væsen, og hvad det er, der kan give os røde kinder, bølgende barme og føre til fuldbyrdet kærlighed. Og så er det en kæmpe hyldest til fortællings magiske kraft, der både kan bruges til at få børn til at falde til ro, til at spille drukspil og til at vinde en ellers uopnåelig elskedes hjerte.

For ja, vi er nødt til at blive ved med at fortælle og ved med at drømme, inden de kommer, de fire store højt til hest. Hunger, sværd, svovl og pest. Når de alle fire – den hvide, den røde, den sorte og den gule – rider på en og samme gang, går jorden under. Det er de fire apokalyptiske ryttere.