Deborah Levy
Foto: Sheila Burnett
I samarbejde med Bogforum og Vinter Forlag inviterer vi til et unikt møde med Deborah Levy, forfatter til bl.a. ’Ting jeg ikke vil vide’, ’Livets omkostninger’ og ’Fast ejendom’.
Den engelsk/sydafrikanske forfatter Deborah Levy har med sin anmelderroste og prisvindende erindringstrilogi slået sit navn fast som én af de mest markante forfattere i den europæiske samtidslitteratur. Sidste år udkom ’Ting jeg ikke vil vide’ og ’Livets omkostninger’ til begejstrede, danske anmeldere. Nu udkommer sidste bind, ’Fast ejendom’ og i den anledning har vi været så heldige at få hende på besøg. Deborah Levy har en enestående evne til at springe fra små hverdagssituationer til større refleksioner over køn, klasse og fiktion og er i konstant dialog med verden omkring sig. Via sin fortælleform demonstrerer Levy, hvordan det private og det politiske er viklet uløseligt sammen, og i sine fortællinger er hun konstant på udkig efter, hvordan frihed kan se ud og føles. Hun interviewes på scenen af Bodil Skovgaard Nielsen, der i sin anmeldelse i Information bl.a. skrev:
»’Ting jeg ikke vil vide’ er en bog, man hurtigt læser, men ikke holder op med at tænke med … Deborah Levy skriver så blankslebne sætninger, at man næsten ikke bemærker, hvor elegant hun lader sine sprogbilleder vende og dreje sig bogen igennem, som bestod erindringens genstande af kemiske forbindelser.«
Interviewet foregår på engelsk og skuespiller Tammi Øst vil læse op fra bøgerne på dansk på scenen.
Samtalen markerer, at sidste udgivelse i rækken ’Fast ejendom’ udkommer 26. maj på Vinter Forlag. Bogen vil være til at købe på dagen til en god pris, og forfatteren vil også være til rådighed for signering.
Arrangementet er det andet i en serie af internationale forfatterbesøg, som bliver til i samarbejde mellem Bogforum og Teater Republique. Det første arrangement bringer den tyske nobelprisvindende forfatter Herta Müller til Danmark den 10. maj. I efteråret følger endnu to forfatterbesøg.
Foto: Sheila Burnett
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Foto: Lis Kasper Bang